Pharaos Cigarer

I anden time: På en ny spadseretur møder han den lille pukkelryggede Jacobus Uz, byens rigeste mand, der betaler af på sine købmands-forfædres synder ved at underholde hele øen økonomisk. Alligevel frygter man ham og sætter alskens sladderhistorier om ham i omløb. Han ved det, og ved hvad Clemens allerede fik fortalt ombord på båden. Han inviterer Clemens ud på en tur til de sindsforvirrede tolders bolig, hvor tolderens kone og mange børn leger sære lege for at hole varmen i det tomme og kolde hus, hvor der som regel heller ikke er noget rigtigt at spise. Og bagefter byder Uz Clemens indenfor i sin egen bolig, hvor han bor med to gamle familiemedlemmer. Her fortæller han lidt om sin families historie, i modsætning til ham var hans forfædre kæmpestore, og deres mægtige møbler fylder stadig stuerne. Han begynder på en fortælling om hans og hans bror Caspers opvækst under en brutal og tyrannisk far.

Efter sin første overnatning på øen er Clemens stadig temmelig påvirket af mødet med den lallende præst og hans husholderske, der med sin stærke varme virker truende på den noget kønsforskrækkede unge mand. Efter morgenmaden, som er stiller frem til ham, går han ud på opdagelse og finder skolebygningen, et mørkt, lavloftet og ildelugtende lokale, hvor han forestiller sig en tidligere studiosus på sin egen alder tilbage i århundrederne, falder i søvn og vågner fortumlet. Skolebøgerne er dybt forældede og i meget ulækker stand.

Lægen Erik Lange introducerer den nye præst, Honorius, til øen og dens befolkning, og opfordrer ham til at besøge gamle Clemens Bek, der ligger på sit yderste, men kan fortælle så meget om øens og menneskenes historie. Præsten og lægen møder op hos Bek, Langes fru Ellen er der allerede, og det viser sig at præsten jo dels er i familie med Dorete, dels har boet i sin studentertid i den Camrathske gård på Christianshavn, hvor frøken Lucie er vokset op. Og nu inviterer han hende til at bo på præstegården, hvor hun har tjent så mange af hans forgængere – men nu som gæst.

Clemens står over for Dorete Honorius, professorens datter, og føler sig slået af øjeblikkelig kærlighed. Men han bemærker også Adams forskende blik på sig og på Dorete, og han ved med det samme, at den kamp har han tabt, at Adam skal have Dorete. Men da Adam på hjemvejen opfordrer Clemens til at søge en stilling, som averteres i dagens avis, e stilling som hjælpelærer på en fjern ø, vokser Clemens et øjeblik i bevidstheden om, at Adam opfatter ham som en rival, der skal skaffes af vejen. De er altså ligeværdige. Men Clemens ved også, at han vil tage imod stillingen, og efter at have fundet frem til skibet på Christianshavn og læsset sin kiste ombord, opsøger han fuld af selvbevidsthed Dorete for at sige farvel. Overfarten til øen bliver noget af et mareridt, men drukne og sjofle sømænd og en bidsk skibshund, der under hele overfarten ser hadefuldt på Clemens og ved første lejlighed sætter tænderne i hans ben.

Men måske dukker hjælpen til den naive og hjælpeløse dreng op i skikkelse af en sagfører, der tilsiger Clemens til at komme hen i hans bedstefars fornemme palæ i Bredgade. Det viser sig, at Clemens’ kødelige far, den svagelige grev Hermann, er døde og er blevet begravet samtidig med Eberhard, og den gamle greve vil – for at ære sin søn – fortsætte med understøttelsen til Clemens, hvis han afsværger alle Eberhards vanvittige og oprørske meninger og indordner sig under den lokale præst, som han kunne bo hos. Det er den samme præst, som Eberhard udøste en bandbulle over på loftsværelse i bordellet i Pistolstræde. Clemens ved ikke, hvor han får kræfterne og ordene fra, men han siger eftertrykkeligt nej tak, hvis det skal være på de betingelser. På universitetet begynder han at følge den kendte litteraturprofessor Honorius’ forelæsninger, og i professorens hjem får han øje på husets datter, Dorete, som ved sin blotte nærværelse og sit helt rene og uskyldige blik på ham giver ham en sindsrystende oplevelse.

Eberhard Baden er død kort tid efter, at Clemens har fået sin studentereksamen. Nu er han helt alene i verden. Han beder sin klassekammerat, Adam Colbjørnsen, om hjælp. Han er en af de to drenge fra klassen, der ikke har forfulgt ham, og som faktisk – uden egentlig at røbe nogen særlig interesse for Clemens – fik de andre til at opgive drillerierne. Adam får sin far til at sørge for begravelsen, mens Colbjørnsens tjener og bedemanden får plyndret Clemens for de fleste af de penge, de finder gemt i Eberhards seng. Den anden af de to velvillige klassekammerater, den fattige Augustinus, bliver pludselig meget tjenstvillig og vil hjælpe Clemens med at finde et logi. Men han viser sig også som en svindler, der finder et elendigt, men dyrt, kammer til ham, hvorefter han deler fortjenesten med værtinden.

Clemens og Eberhardt bor på et lille loftsværelse på skolen, og skolegangen bliver et helvede for drengen. Han bliver groft mobbet af de andre elever, og lærerne beskytter ikke den fattige dreng på nogen måde. Clemens kan se, hvor meget Eberhardt ofrer, for at han kan få en uddannelse, og vil ikke bebyrde den gamle mand med sine beklagelser, men en dag ser Eberhardt oppe fra værelset, hvordan han bliver mishandlet nede i gården, og han styrter ned og revser drengene voldsomt. Fra den dag tager drillerierne af. Men den sommer, hvor Clemens får sin studentereksamen, taber Eberhardt kræfterne og lægger sig til at dø. Nu står drengen så helt alene i verden.

Eberhardt Baden og den lille Clemens Bek forlod det tomme bordel, men lige inden bankede det på døren, og en liberiklædt tjener afleverede et brev med en pengeseddel. Eberhardt følger efter tjeneren til et fornemt palæ og tiltvinger sig adgang og når frem til den gamle og den unge greve. Det er den unge greve, der endelig har taget sig sammen til at sende nogle penge til sin uægte søn, Clemens. Og Eberhardt sender en bandbulle ud over far og søn, for deres syndige levnet, og forpligter greven til at underholde Clemens økonomisk, så han kan få en uddannelse. Derpå tager Eberhardt ansættelse som pedel på en skole og får Clemens optaget på samme skole. 

En dag kommer en af pigerne hjem med en drivvåd og frysende ung kvinde, som hun har fundet nede ved havnen. Hun er gravid, men vil ikke fortælle sit navn – eller for den sags skyld barnefaderens navn. Hun får lov at blive boende, indtil hun har født sit barn, og man får at vide, at hun er en præstedatter, hvis strenge far har forstødt hende. Hun føder barnet, men dør i barselssengen. Barnet, en dreng, vokser op hos Eberhardt Baden oppe på loftet, og denne dreng er Clemens Bek.

Den gamle lærer Clemens Bek fortsætter sin fortælling om, hvordan hans plejefar brød op fra barndomshjemmet i Schwarzwald for at redde sin søster fra et bordel i København. Da han endelig nåede frem, indså han, at det var for sent. Hans søster var ikke længere et menneske, der kunne reddes. Og han valgte i stedet at slå sig ned i et værelse øverst oppe i bordellet i Pistolstræde og ernære sig som skriver for en tysk købmand og oversætter af pietistiske traktater. Desuden holdt han hver søndag andagt i bordellet.

 Erik Lange har forsøgt – ved at skjule avisen for sin kone – at skåne hende, som han formulerer det for sig selv. Men hun har lånt avisen af naboen og ved det godt, da han betror hende. Og han mener, at det vil være godt, hvis hun går med, når han besøger den gamle lærer, for at hun også kan høre hans fortælling om et langt liv i isolation på øen. Og Clemens Bek begynder sin fortælling langt tilbage – på Napoleonstiden i 1813 – i en skov i Schwarzwald – hvor hans kommende plejefar voksede op i en fattig skovhuggerfamilie, men som på opfordring fra skolelæreren bliver sendt bort for at studere.  

Lægen Erik Lange og hans hustru Ellen har slået sig ned på en lille ø, og Erik ser i avisen, at to af hans ungdomsvenner nu har grebet hans idé om et nervesanatorium på et smukt sted på den jyske østkyst, skaffet kapital og er blevet ansatte som ledere. Han indser at en større handlekraft har overhalet ham, og han nu nok er dømt til at blive på den lille ø. En af hans patienter er den gamle forhenværende skolelærer Clemens Bek, der betror ham, at han har boet på øen i 55 år og kun har været borte en enkelt gang – en enkelt dag i Grenå. Og det går op for lægen, at denne mand må kunne fortælle ham, hvordan man skal leve og holde ud på dette isolerede sted. 

Noveller af Guy de Maupassant: ”Frøken Perle” og ”Faderen”

Noveller af Guy de Maupassant: ”Smykket”, ”Julenat” og ”Fluen”

Den franske naturalistiske forfatter Maupassant blev meget kendt for sine noveller. Og i denne handler det om en mærkværdig, ulykkelig skæbne, en engelsk frøken som i Frankrig forelsker sig – stumt og akavet – i en omvandrende maler. Det er maleren, der mange år senere fortæller historien til et lille selskab.

Kold rejser sig fra sygelejet i Christiania og drager op til amtmandsgården, så han lige kan nå det inden brylluppet mellem Sofie og provst Rein skal stå. Og det lykkes ham at møde hende ude i hulen, hvor misforståelsen endelig bliver opklaret, men for sent … Tingene står ikke til at ændre. Og således ender historien som en lille tragedie. 

Kold har forladt amtmandsgården, inden Sofie vender hjem. Han er nu i Christiania og er ved at gøre sig klar til at rejse til Stockholm til et job i diplomatiet. Men da han får underretning om, at Sofie er blevet forlovet med provst Rein, bliver han ude af sig selv.  

Sofie tager ikke med resten af familien hjem fra provst Rein, men kører en dagsrejse længere sydpå, for at besøge sin søster Louise, som hun håber kan trøste, når hun hører om hendes kærlighedssorg. Men Louise er selv så ulykkelig i sit ægteskab, så hun kun kan råde Sofie til hurtigst muligt at gifte sig med provst Rein og se at komme over den umodne forelskelse. Under sit ophold hos Louise får Sofie meget at vide om smerten i ægteskabet med kedelige eller ryggesløse mænd, og hun ser, hvorledes Sofies mand sjofler hjem og barn. At finde en mand, der bare er nogenlunde behagelig og kan give tryghed, der er for Louise topmålet af hvad en kvinde kan få. Hun er kommet til at ligge helt på linje med sin mor i det spørgsmål, og sådan som Sofie beskriver provsten og sine følelser for ham, er han for Louise en helt exeptionel chance, som Sofie ikke bør lade gå sig af hænde.

Sofie bliver meget optaget af dette arbejde, og hun bliver også genstand for en formelig dyrkelse af provstens lille datter Adda. Ved en spadseretur i måneskin dukker provstens betagelse af Sofie op igen, men han beslutter at døde dette begær og nægte sig selv ethvert håb. Men han får Amalies mand, Bröcher, ansat som kapellan, hvad der glæde familien meget, og da det er meningen at Bröcher og Amalie skal på på 1. sal i den store præstegård åbne det og jo også mulighed for at Sofie fremover vil besøge stedet ofte.

Georg Kold har lige været i et ærinde for amtmanden i Christiania og vender hjem fuld af forhåbninger. Nu skal han have løst den lille misforståelse med Sofie. Amtmandsfamilien skal lige til at rejse på besøg hos provst Rein, og amtmanden inviterer Kold med, men da han ser Sofies rædselsslagne reaktion, takker han hurtigt nej. Og det lykkes ikke for ham, at meddele sig til hende inden afrejsen. Hos provsten bliver de alle meget imponerede over den dejlige præstegård, men dog først og fremmest over den glade velstand, der præger de lokale arbejdere omkring lidt industri og møller i egnen nær præstegården. Det er provstens værk. Han og hans afdøde kone har gået meget op i at etablere en skole for børnene og rådgive arbejdere og bønder, og det kan tydeligt ses.