Pharaos Cigarer

Inden Sofie går i seng, bliver hun af sin mor sendt op i linnedkammeret, der ligger lige op til Kolds værelse, kun adskilt af en tynd trævæg, og da hun hører sit navn nævnt i samtalen mellem Kold og Müller inde på værelset, standser hun op og lytter. Müller har nu set Sofie for første gang og er sikker på, at Kold må være forelsket, men Kold ønsker ikke at røbe sig over for vennen og benægter hårdnakket og finder endda på noget at udsætte på Sofie. Müller lader sig overbevise, men lokker ellers Kold med en eftertragtelsesværdig diplomatisk stilling i Stockholm, som står åben for ham. Den unge pige er selvfølgelig sønderknust, og har ikke forstået den blufærdige mands forsøg på at holde sine stærke følelser for sig selv. Sofie møder ikke op til stævnemødet næste morgen, men strejfer uroligt om i haven og bliver passet op af Müller, der advarer hende om, at Kold straks skal rejse til en ny stilling i Stockholm og at hun ikke må blive skuffet eller ulykkelig. Hun holder sig upåvirket, udfører sine værtindepligte

Vi indleder med et interview med Elisabeth Møller-Jensen, der har skrevet en bog om Camilla Collett og hendes roman. Hun giver sit bud på en tolkning af romanen. Man kan læse den i bogen ”Emancipation som lidenskab. Camilla Colletts liv og værk. En læsning i Amtmanden Døtre”, der udkom på forlaget Rosinante i 1986. Og så fortsætter ellers oplæsningen af romanen om de to unge menneskers forvirrede kærlighedsfølelser. Lorenz Brandt begynder igen at forfølge Sofie, og en dag får han lokket hende ned i grotten, idet han har fået et bud til at fortælle hende, at hendes mor vil møde hende dernede. Her står så Brandt og spærrer hende tilbagevejen og laver en stor scene, hvor han både erklærer hende sin kærlighed og truer hende, så hun flygter op ad klippen og råber om hjælp. Kold hører hende, styrter til og redder hende og de ende i en tæt omfavnelse og en gensidig erklæring, som dog hurtigt bliver afbrudt af familien, der er ude og lede efter Kold, der har fået besøg af sin gamle ven Müller. Han får dog stukket Sof

Da fru Ramm i anledning af en anekdote om en sær gammel frøken begynder at holde et moraliserende foredrag for døtrene om, at en kvinde ikke skal følge sine følelser, men tvært imod af al magt forsøge at udrydde dem af sit sind, gør Kold voldsomme protester, hvad der tilsyneladende både skaber behag og frygt hos Sofie.

Georg Kold vender hjem fra et besøg i Christiania, og balancen i hans forhold til Sofie er igen forrykket. De er begge to usikre og kan ikke finde ud af at tale med hinanden, og begge misforstår signalerne som udtryk for ligegyldighed. 

En dag blegner Kold ved bordet og må gå afsides, uden at nogen forstår hvorfor. Han har i avisen set, at hans gamle veninde og fortrolige, Margrethe, er død, og kort efter modtager han en pakke med hendes efterladte papirer. Kold fik aldrig sendt hende de breve, som vi har medlæst over skulderen på ham, og nu gribes han af skyld, men kan samtidig læse, at hun har forudset det og tilgiver ham. Men ellers er den døde unge kvindes optegnelser et forarget råb om den nød, kvinderne lider i ægteskabet og i samfundet. Her får forfatteren virkelig afløb for sine meninger i Margrethes skikkelse.

Af den unge pige Sofies optegnelser forstår vi, at hun er en meget mere moden, intelligent og opmærksom ung kvinde, end man umiddelbart skulle tro – og end Georg Kold har opfattet. Hun er i en sådan grad klar over sine søstres – og mange andre unge kvinders ulykkelige skæbne som hustruer til mænd, de ikke elsker, og som ikke elsker dem – at hun lover sig selv at forbliveugift. Men hun er dog også begyndt at spørge sig selv, om hun ikke har gjort Kold uret med sin forudindtagede mistillid.

Lorens Brandt bliver selvfølgelig fuld og lægger kraftigt an på Sofie, hvis nye fremtoning overrasker ham. Han aner, at Kold er en rival, om opfører sig meget provokerende. Da søstrene Sofie og Amalie søger tilflugt i en lille båd ude på søen og Kold og søstrenes bror Edvard fisker fra en lille flåde, der er tøjret til land, skal Lorens vise sig, kaster fortøjningen og ter sig sådan på den lille flåde, der ikke er større end en stuedør, at flåden kæntrer. Kold får med besvær reddet ham i land, hvad der selvfølgelig ikke forbedrer Lorens holdning til ham.

Georg Kold røber i sine breve til veninden Margrethe, at amtmandens yngste datter, Sofie, som har været en genstridig elev, da han som huslærer skulle undervise hende, alligevel har betaget ham mere, end han nok selv er bevidst om. Og nu vender hun hjem til amtmandsgården efter nogle års ophold hos sin tante i København. Hun er blevet voksen og alvorlig, og i de dagbogsblade, vi får lov at kigge med i, kan vi forstå, at hun har seriøse overvejelser om sine søstres triste skæbner (de blev begge gift med mænd, de ikke elskede) og om kvindens lod i det hele taget.  Nu gør familien klar til en udflugt op på sæteren med masser af mad og vin i kurvene, da madam Brandts søn Lorens, der efter en lovende ungdom er blevet en fordrukken bums, dukker op og trænger sig på, så de er nødt til at invitere ham med.

I et brev til en gammel veninde, Margrethe, som Georg har lovet at fortælle nyt fra hans landlige ophold, fortæller han om denne purunge Sofie, og man fornemmer, at hun alligevel har betaget ham og rummer meget mere, end han har fortalt Müller. Han kan i hvert fald skrive flere sider m visse bedårende og mystificerende træk ved hende. Og nu vender hun snart tilbage. Selvom tanten har opfordret hende til at blive i København, hvor der allerede er flere bejlere, har hun insisteret på at vende hjem.

 Camilla Colletts roman fra 1854 regnes for den første realistiske roman i norsk litteratur. Den handler om unge kvinders begrænsende opdragelse på den tid, da alt var rettet mod ægteskab for kvinderne, der dermed blev afskåret fra uddannelse og fri valg, der kunne få udnyttet deres evner og gøre dem selvstændige – og selvstændigt tænkende. Vi møder den unge Georg Kold, der er blevet ansat som sekretær for en amtmand og samtidig skal være huslærer for hans søn og for hans yngste datter. Hans ældre ven Müller besøger ham på vej til et kald i det nordlige og advarer ham på det kraftigste mod faren ved de unge kvinder, som man lever under tag med. Georg beroliger ham, godt nok er to af amtmandens døtre blevet gift med nogle af hans forgængere, men den eneste tiloversblevne giftemodne er absolut ikke tiltrækkende, da hun er fuldstændig under moderens traditionelle dominans og ikke kan tænke en selvstændig tanke. Ved middagen forvisser Müller sig om, at det er rigtig nok. Men hvad så med den yngste, Sofi

Det kommer til en konfrontation på Gyldholm. Per har alle husmændene bag sig i et krav om 25 øre mere på daglønnen. Men kammerherren afviser, og langsomt smuldrer sammenholdet. Det ender med at Per og hans familie alene forlader herregården og drager ud i det uvisse. Der er endnu langt igen, før ”sagen” kan vinde frem. Som udfyldning af den sidste time læses en munter novelle af Jeppe Aakjær, ”Tre på én stige” fra 1912..

Ved en frygtelig brandulykke i hjemmet mister Per Holt 3 af sine børn, og denne hændelse skærper hans klassebevidsthed og får ham til at agitere blandt sine kammerater og prædike socialismens budskab. 

Per Holt bliver gift med Sofi’ og der skal holdes barnedåb og barselsgilde. Det bliver en fest, der vil blive snakket længe om i Gyldholm Huse. Der er både sødsuppe og kalvesteg og masser af stærke drikkevarer g det ender naturligvis med lidt voldsomheder, da husets herre er nødt til at sætte Røde-Jens lidt på plads. Til folketingsvalget drager alle mand af gårde – for at stemme som de har fået besked på, det vil sige på kanceliråden. Men bøndernes mand vinder nu alligevel.

På herregården Gyldholm går livet sin gang inden for de snævre klasseskels rammer – med husmændene og landarbejderne som de nederste i hierarkiet. Selv det utugtige liv fungerer inden for disse rammer. Det er herreselskabet oppe fra Slottet der har fri adgang til pigernes sovesal. Men ikke til de pæne bondepiger, der er mejerilærlinge, de kan gysende lytte til, hvad der foregår inden ved siden af. Og kun en sej kones trodsigt-ærbødige insisteren redder hendes mand fra at blive fyret og fraflytte med familien, da han i kådhed har smuttet remmen af tærskeværket.

Så begynder vi på en ny historie, Johans Skjoldborgs roman ”Gyldholm” fra 1902, en fortælling om tyende, daglejerne og karlene på en stor herregård. Og vi får præsenteret et bredt udsnit af det store folkehold på gården med karlen Per Holt i spidsen. Skjoldborg havde selv ladet sig hyre på en herregård for at researche til sin ”arbejderroman”.

Efter at alle lig er kommet ud af skabene spidser dramaet omkring fru Alving til. Asylet brænder, snedker Engstrand får manipuleret pastor Manders til at tro, at det er ham der har været uforsigtig med et lys, fra Alving får fortalt både Osvald og Regine sandheden om kaptajn Alvings udsvævende liv, og det lader til, at den seje kvinde kan overkomme det totale illusionstab med en knusende ro. Men Osvalds sygdom – kan hun også klare den?

Fru Alving betror pastor Manders, at når hun sendte Osvald bort fra hjemmet i en meget ung alder, var det for at han ikke skulle se sin fars fornedrende livsførelse. Og at kammerherren ikke undslog sig for at føre sine udsvævelser ind i hjemmet. Han forførte tjenestepigen, og Regine er frugten af den forbindelse. Men Osvald har også en hemmelighed at betro sin mor. Han er vendt hjem fordi han i Paris har fået konstateret, at han lider af en uhelbredelig sygdom, der vil gøre, at han aldrig mere kan arbejde. Det siges at være en nedarvet sygdom (syfilis nævnes ikke direkte), og da han ud fra moderens (løgnagtige) breve kan bevise over for lægen, at hans far fører et upåklageligt liv, må det jo være hans eget liv, der har medført sygdommen.

Vi befinder os ved en fjord i det vestlige Norge. Fru Alving har netop fået sin søn Osvald hjem. Han har levet som kunstmaler i Paris i en del år. Dagen efter skal det nye asyl indvies, som fru Alving har ladet opføre i sin afdøde mands navn. Nu indfinder pastor Manders sig. Fru Alving har betroet ham opgaven med at ordne alle formaliteter omkring asylet. De øvrige personer er tjenestepigen Regine og hendes far, snedker Engstrand.Det viser sig hurtigt, at der ligger en del fortrængt fortid og lurer under overfladen, bl.a. kammerherre Alvings udsvævende og ryggesløse levned,

Theodor er kommet i den såkaldte ”mandbare alder”, men på grund af hans afholdenhed er han ved at sygne hen, så selv hans ret fraværende far bemærker det. Hans storebror, løjtnanten, forsøger at give ham lidt erfaring med kvinder, men det lykkes den unge mand at holde sig kysk, også under hele præstestudiet. På en kuranstalt i Tyskland møder han en 35-årig tysk dame, der gifter sig med ham – men det er for sent. Kort efter fødslen af deres barn dør Theodor.

Først får vi lige afslutningen på ”Den romantiske klokker på Rånø”: den unge klokker og skolelærer får bekendt sin skyld over for den lokale præst, som ikke bliver chokeret, men lover ham at Gud tilgiver alt, hvis man tror. Og klokkeren genvinder sin fantastiske evne til at drømme og skabe virkeligheden om efter sit ønske.Og så kommer den store novelle ”Dydens Løn”, der indleder samlingen ”Ægtefolk” fra 1884. Vi præsenteres for den unge hr. Theodor, der ved sin moders dødsleje afgiver et kyskhedsløfte, som det senere viser sig svært at holde. Ved beskrivelsen af konfirmationsforberedelsen, hvor han for første gang konfronteres med underklassen, og senere ved selve konfirmationen, får Strindberg affyret en bredside mod den hykleriske religion. Og hans beskrivelse af den hellige nadver førte til en blasfemianklage.